Mesterpianisten og mørket
Tumult og optøjer, dødsdrift og smadrede klaverer. Heller ikke i 1800-tallet var det barnemad at være musikidol! Bare spørg Franz Liszt...
Enhver rockstjerne må kigge misundeligt mod klaverets konge, Franz Liszt. Ikke bare satte han den musikalske kurs for stort og småt, der peger frem mod alskens rytmiske genrers tilblivelse og modning, men han leverede samtidig den snart sagt komplette opskrift på, hvad det vil sige at leve i berømmelsens overhalingsbane. At være 120-130 år på forkant i forhold til en genre, der altid har brystet sig af at sprænge grænser og være nyskabende, må vel siges at være godkendt.
Ikke mindst den mere sortklædte del af rockgenren må føle sig overhalet af en musikalsk visionær, hvis dødsfascination bl.a. sendte ham på inspirationsbesøg i lighuse i kunstens navn. I dette afsnit af Klangkammeret går jeg om bord i "Totentanz" - et værk for klaver og orkester, der netop har Liszts blik på døden som omdrejningspunkt. Med inspiration fra middelalderlige træsnit og musikalsk afsæt i hymnen "Dies Irae" fra den katolske kirkes dødsmesse, spandt han en hvirvlende, stormende skildring af den uundgåelige ende på livet.
Værket har ikke satser, men er i stedet delt op i otte dele, der glider over i hinanden. Først et anslag, hvor Dies Irae-temaet sættes i scene, hvorefter følger en række variationer, der kan forstås som musikalske portrætter af menneskeskæbner: ung som gammel og fattig som rig, dødsdømte alle til hobe. Værkets forløb kan opstilles sådan her (minuttal fra indspilning af Krystian Zimerman på Deutsche Grammophon fra 1987, DGG 423571-2):
Ikke mindst den mere sortklædte del af rockgenren må føle sig overhalet af en musikalsk visionær, hvis dødsfascination bl.a. sendte ham på inspirationsbesøg i lighuse i kunstens navn. I dette afsnit af Klangkammeret går jeg om bord i "Totentanz" - et værk for klaver og orkester, der netop har Liszts blik på døden som omdrejningspunkt. Med inspiration fra middelalderlige træsnit og musikalsk afsæt i hymnen "Dies Irae" fra den katolske kirkes dødsmesse, spandt han en hvirvlende, stormende skildring af den uundgåelige ende på livet.
Værket har ikke satser, men er i stedet delt op i otte dele, der glider over i hinanden. Først et anslag, hvor Dies Irae-temaet sættes i scene, hvorefter følger en række variationer, der kan forstås som musikalske portrætter af menneskeskæbner: ung som gammel og fattig som rig, dødsdømte alle til hobe. Værkets forløb kan opstilles sådan her (minuttal fra indspilning af Krystian Zimerman på Deutsche Grammophon fra 1987, DGG 423571-2):
- Åbningstema, ”Dies Irae” | 0.00
- Variation I (Allegro moderato) | 1.55
- Variation II | 2.44
- Variation III (Molto vivace) | 3.35
- Variation IV (Lento) | 4.05
- Variation V (Vivace) | 7.14
- Variation VI (Semper allegro (ma non troppo)) – som i sig selv består af en række minivariationer | 11.09
- Afsluttende kadencer | 14.00
Ovenstående oversigt er hentet fra dette udmærkede blogindlæg, og jeg har desuden trukket meget på Mogens Wenzel Andreasens skønne Liszt-biografi fra 2019 i arbejdet med dette afsnit.
I afsnittet bruger jeg ovennævnte Totentanz-indspilning af Krystian Zimerman som gennemgående musik. Derudover bruger jeg snaser af Niccolo Paganins 24 capricer, op. 1 nr. 5, Caprici di Diablo af Yngwie Malmsteen og Pierre-Laurent Aimards indspilning af Nuages Gris fra "The Liszt Project", der osse kom på Deutsche Grammophon. Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten.
God lyttelyst!
/Mik
I afsnittet bruger jeg ovennævnte Totentanz-indspilning af Krystian Zimerman som gennemgående musik. Derudover bruger jeg snaser af Niccolo Paganins 24 capricer, op. 1 nr. 5, Caprici di Diablo af Yngwie Malmsteen og Pierre-Laurent Aimards indspilning af Nuages Gris fra "The Liszt Project", der osse kom på Deutsche Grammophon. Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten.
God lyttelyst!
/Mik