Fem nuancer af forår

Antonio Vivaldi lavede den perfekte musikalske beskrivelse af foråret allerede i 1716... eller gjorde han? Podcastværten får blæst håret grundigt igennem i jagten på et svar.
Det skulle egentlig bare have været en hurtig kommentar til Vivaldis violinkoncert i E-dur... og så stak det lidt af for mig. Kom med på en rejse ind i foråret som det er blevet sat i toner i den klassiske musik gennem 200 år. Måden det er blevet fortolket på og mulighederne for at sætte det i scene har udviklet sig kolossalt med tidernes skiften, takket være kunstneriske strømningers kommen og gåen, udvikling af banebrydende musikteknologi, markante ændringer i samfundsforhold og meget andet.

Disse fem nedslag yder slet ikke området fuld retfærdighed, men om ikke andet tæller de dog som illustration af, at man har oplevet foråret på mange måder gennem tiden. Vivaldis toner kan minde os om, hvor meget vi har savnet lyset, mens Stravinskij slår fast med syvtommersøm, at mørket stadig lurer omme bag ved det. Vi kan sukke med Schubert og gå i haven med Haydn, og selv om årstiden kan være en kølig omgang, synger Tjajkovskijs lærke til syvende og sidst fra sin himmel!

Husk at hvis du er låner på Randers Bibliotek og bor i Randers Kommune, har du adgang til streamingtjenesten Medici.tv, der byder på klassisk musik i fremragende kvalitet. Udvalget på Medici er kæmpestort, og koncertindspilninger af alle de omtalte værker fra denne episode ligger tilgængelig på tjenesten - ofte i flere udgaver. Læs mere og kom i gang ved at følge dette link.

Nørde-noter
Jeg bruger følgende indspilninger i denne episode:

Antonio Vivaldi: Violinkoncert i E-dur, "Foråret", 1. sats, 1716-17. Indspilning med Nigel Kennedy og English Baroque Soloists (Warner Bros., 1989).
Det blev nødt til at være den her indspilning af Vivaldis "Foråret"! At en ung engelsk fyr med hanekam styrtede rundt på scenen sidst i 1980'erne og spillede klassisk violin med en attitude, der ellers hørte rockguitarister til, var en musiknyhed, der nåede helt til Vesthimmerland og pirrede min ellers meget rytmisk orienterede nysgerrighed. Tiden har vist, at Kennedys gnistrende spil er en langt vigtigere komponent i berømmelsen end hans fremtræden, og man kan desuden roligt lette på hatten over hans bidrag til, at barokgenren har fået nyt liv.

Josef Haydn: "Schon eilet froh der Ackermann" fra Die Jahreszeiten, 1797-1801. English Baroque Soloists under ledelse af sir John Eliot Gardiner m. Barbara Bonney, Anthony Rolfe Johnson og Andreas Schmidt (Archiv Produktion, 1992).
Jeg har ofte pop- og rockmelodier på hjernen. Om det gør "Schon eilet froh..." til en popsang er nok diskutabelt - men den er godt nok catchy. Der er ikke noget at sige til, at bonden går og fløjter bagved sin plov...

Franz Schubert: Im Frühling, 1826. Ian Bostridge akkompagneret af Julius Drake (Wigmore Hall, 2015)
At få et afslappet forhold til klassisk sang er noget, der har taget en rum tid for mig, men forståelsen af, hvorfor klassiske sangere historisk set synger som de gør, fik tiøren til at falde. Der kunne godt være basis for et fremtidigt afsnit af min podcast her (arbejdstitel: "...Men behøver de skrige sådan?"). Jeg tenderer nok i retning af sangere, der ikke overdramatiserer - derfor Ian Bostridge i dette tilfælde.

Igor Stravinskij: Sacre du printemps, 1913. New York Filharmonikerne under ledelse af Leonard Bernstein (Columbia Records, 1958)

Leonard Bernstein: "The Rumble" fra West Side Story, 1957. Original soundtrack recording (Columbia Records, 1961)

Petr Tjajkovskij: "Marts: Lærkens sang" fra Årstiderne, 1875-76. Indspillet af Lydia Artymiw (Chandos, 1984)
Jeg kendte ikke Artymiw, før jeg gik i gang med at lave denne episode, men på "Lærkens sang" spiller hun med et poetisk touch, der stedvis minder mig om den svenske jazzpianist Jan Johansson ("Jazz på svenska" etc.). Meget dejlig indspilning!

Øvrig musik:
Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles

Vi høres ved! /Mik
©2020 Mik Stegger/Randers Bibliotek - all rights reserved