At kigge med nutidige briller på et barok-værk, der igen fortolker en legende fra antikken, kan lejlighedsvis få betragteren til at klø sig lidt i hovedet. Rabiat dansende feministisk alkohol-kult på både døddrukkent og dødeligt lemlæstende hævntogt i guds navn ser f.eks. umiddelbart ikke ud til at stå overfor noget comeback i det nordlige Østjylland, hvilket er fint. Andre aspekter af dagens fortælling viser sig dog ikke at være så sære endda, og helt sikkert er det, at Claudio Monteverdis musik til L’Orfeo stadig står stærkt her 400+ år senere.

Episodens indholdsside startede som noter til en udgave af min klassiske lytteklub på Randers Bibliotek, men associationerne fra barokkens vokalekvilibrisme til 1980’ernes guitarhelte opstod, mens jeg arbejdede på at lave noterne til et podcastafsnit. Resultatet er som sædvanlig causerende, essayistisk og lettere tendentiøst.

Da jeg afholdt lytteklubben, præsenterede jeg samtidig en meget dejlig udgave af L’Orfeo, der ligger på musiktjenesten medici.tv. Det er en koncertoptagelse fra Teatro alla Scala i Milano - instrueret af Robert Wilson, som har en høj stjerne hos mig. Hvis man har mod på en spændende fortolkning, der med fingerspidsfornemmelse forholder sig til både barok og nutid på den scenografiske side, ligger denne lige til højrebenet!

Lånere på Randers Bibliotek, der også bor i kommunen, kan få adgang til alt det gode indhold hos Medici via ovenstående link. Mange andre kommuners biblioteksvæsner har også købt adgang til tjenesten, så spørg på dit lokale bibliotek.

Noget af det bedste ved at lave de her podcasts er, at jeg lærer utrolig meget undervejs!

I sidste episode af denne podcast endte jeg faktisk med at bruge ikke bare en, men to indspilninger med English Baroque Soloists som musikeksempler i løbet af afsnittet. På den indspilning af Vivaldis “Foråret” fra 1989, hvor de har Nigel Kennedy med som solist, er der f.eks. en balance mellem glathed og gnist, som jeg synes vældig godt om. Da jeg skulle finde en indspilning af L‘Orfeo og så, at de havde indspillet den, betragtede jeg nærmest opgaven som løst - lige indtil jeg faktisk lyttede til indspilningen.

Jeg fandt ud af, at den er vældig smuk... og pænt kedelig. Dels er der ingen Kennedy til at sparke liv i projektet, og dels er værket indspillet i et stort rum - formentlig en stor kirke - hvis akustik samler lyden til en meget glat og homogen masse. Man kan høre, at det er musikere i absolut topklasse, der spiller, men man føler sig ikke tæt på musikken, og for en udpræget rocknisse som mig er præcis den fornemmelse af liv, nærvær og autenticitet nu engang noget, der står højt på ønskelisten.

Efter lidt zappen rundt fandt jeg så en Orfeo-indspilning med London Baroque (Warner Classics, 1984), som jeg faldt for. Om det er indspillet i en kirke er jeg usikker på, men mikrofonerne er langt tættere på instrumenterne, og samtidig har jeg fornemmelsen af, at sangerne og musikerne tager chancer og tør mere i kampens hede. Resultatet er en indspilning, hvor fingrene måske ikke altid bliver sat med klinisk mikrometer-præcision på strenge og tangenter undervejs, men hvor musikken lever og giver mig lyst til at lytte. Mission accomplished!!

Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles

The Jimi Hendrix Experience - første få sek. af “Foxy Lady” (Track, 1967)

Guitarhelte-kavalkaden har bidrag fra Steve Vai, Buckethead, Joe Satriani, George Lynch, Yngwie Malmsteen og Eddie van Halen

Ekstra hektisk guitarsolo til sidst i segmentet: Living Colour - “Time’s Up” (Epic, 1990)

P.S.: Og ja, jeg udtaler ‘Eurydike’ forkert i de to små reportagesegmenter. Undskyld til oldtidskundskabslærere over hele landet…