Symfonien der blev væk

"For et Par Aar siden viste det sig, at alle Frøhlichs Værker var gaaet tabt, ogsaa Symfonien. Den er rimeligvis gaaet til Barberen." Er der en skjult forbindelse mellem Mozart og H.C. Andersen, har vi en overset guldalder-gulddreng i komponisten J.F. Frøhlich og hvad indebærer det, at en symfoni går til barberen? Du kan enten researche længe på internettet - eller simpelthen afspille femte episode af Klangkammeret, Randers Biblioteks podcast med et afslappet og nysgerrigt forhold til klassisk musik.
Glem alt om streaming, vinyl, cd-skiver og magnetbånd! Papir har gennem tiden været den klassiske musiks bærende medie, hvilket ikke er uproblematisk over tid. Omvendt er skattejagter et fremragende eksempel på, at løsninger ikke var noget værd, hvis ikke de var svar på problemer. Til gengæld er jeg i løbet af min research til denne episode af "Klangkammeret" nok kommet frem til, at det med at tage på skattejagt ofte er sjovere, hvis man er mere proces- end resultatorienteret.

Sidstnævnte erfaring skal dog ikke tage noget fra episoden - ikke mindst fordi der er forskel på, hvad vi hver især synes tæller som guld! Lyt selv efter og dan din egen mening om den 'glemte' danske symfoni fra 1830, som jeg bevæger mig rundt om i denne halve time.

Nørde-noter
Som nævnt i episoden var der ikke behov for at lege Indiana Jones i forbindelse med episodens mission. Sven Lunn havde genfundet J.F. Frøhlichs forputtede symfoni 75 år tidligere, og takket være den velordnede tidsalder vi lever i, kunne jeg bare sidde i storrumskontoret og hente digital viden om episodens hovedpersoner ind i lange baner. Lunns artikler i DMT fra dengang ligger f.eks. online og er lige til at gå til. Afsnittet baserer sig primært på disse kilder samt Dansk Biografisk Leksikons artikel om Frøhlich, men der er masser af sjovt stof at finde, når man først kommer i gang med at følge links:
Johannes Frederik Frøhlich i Dansk Biografisk Leksikon
Sven Lunn om fundet af kopien af Frøhlichs symfoni i Stockholm
Sven Lunn om fundet af originalpartituret
Om Sven Lunn og bombningen af Tivoli
New York Times om fundet af Odense-Symfonien
Frøhlich set fra fløjteperspektiv

Det var osse nemt at vælge indspilninger denne gang, da jeg havde fat i noget lidt 'smal' musik. Jeg kunne ikke finde andre brugbare udgaver af værkerne end disse.:

Signor Mozart: Symfoni i a-mol (Odense-symfonien) K.Anh. 220/16a, 1. sats, formentlig skrevet engang i 1760'erne - uden at man er helt sikker på hverken det eller hvem Signor Mozart egentlig var. Indspillet af Christopher Hogwood og The Academy of Ancient Music. Findes på flere opsamlinger, bl.a. "Mozart - The Childhood Symphonies" (U-5, 2015).

Johannes Frederik Frøhlich: Symfoni i Es-dur, 1830. Indspillet af Danmarks Radios Symfoniorkester, osse under ledelse af Christopher Hogwood (Chandos, 2013).

Johannes Frederik Frøhlich: duet for fløjte, opus 53, 1847, 2.sats, indspillet af Boris Bizjak og Marko Zupan (Hedone Records, 2015).


Øvrig musik:
Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles

Vi høres ved! /Mik
©2020 Mik Stegger/Randers Bibliotek - all rights reserved